Hastighedstest

En hastighedstest kan give dig svar på, hvor høj din internet-hastighed er. Det er en god ide at teste hastigheden, hvis du synes, dit internet er længe om at svare. Eller hvis du bare gerne vil vide, om båndbredden svarer til den hastighed, du betaler for. Speed-test dit internet lige her, og find ud af, hvad du kan gøre for, at netværket på din side af internetrouteren bliver hurtigere?

Provided by OpenSpeedtest.com

Hvordan udfører jeg en hastighedstest?

Vil du have et korrekt billede af din internethastighed, skal du måle direkte på en port i din internetrouter, uden at andre bruger internetforbindelsen eller det trådløse netværk imens. Følg disse trin til en korrekt internet speed-test af din internet-hastighed: 

Forbered testen

1. Luk alle programmer på din computer, genstart browseren, og luk alle faner undtagen denne.

2. Fjern alle andre netværkskabler fra LAN-portene bag på din internet-router

3. Slå WiFi-forbindelsen fra på både routeren og på den computer, du har tilsluttet routeren

Forbind computer og router

4. Forbind routeren og computeren  direkte med et netværkskabel i et af routerens LAN-stik.

Test internet-hastigheden

5. Forbind routeren og computeren  direkte med et netværkskabel i et af routerens LAN-stik.

Hvordan læser jeg resultatet af min speed-test?

Hastighedstesten af din internetforbindelse måler på, hvor stor båndbredde du har til rådighed på din internetforbindelse.

Når du har kørt speed-testen på din internetforbindelse, får du oplyst en række tal for download, upload, ping og jitter. Her får du en forklaring på, hvad de forskellige værdier betyder.

Hvad betyder download?

Download er den hastighed, du kan hente data med fra internettet. Altså hvor stor båndbredde du har til at modtage data fra hjemmesider, sociale medier, streamingtjenester, og hvad du ellers benytter internettet til.

Jo højere tallet er, jo større båndbredde og deraf følgende højere hastighed har du på download fra din internetforbindelse.

Har du mobilt internet vil dette tal afhænge af, hvor mange samtidige brugere der er på den mobilmast, du modtager dit internet fra. Derfor kan tallene ændre sig meget hen over dagen.

Har du kablet internet, vil tallet – forhåbentligt – ligge så tæt på den maksimale båndbredde, som der er på det internetabonnement, du har tegnet. Hvad du gør, hvis den ikke er det, kommer vi tilbage til senere.

Hvad betyder upload?

Upload angiver den hastighed, du kan sende data ud på internettet med. Altså hvor hurtigt du f.eks. kan uploade billeder til de sociale medier eller lægge videoer op på YouTube. Eller hvor hurtigt du kan gemme filer på dit OneDrive, Google Drev, din DropBox eller en anden lagertjeneste i skyen.

Jo højere tallet er, jo større båndbredde og deraf følgende hastighed har du på upload via din internetforbindelse.

Har du mobilt internet vil dette tal kunne ændre sig endog særdeles meget hen over dagen, alt efter hvor mange samtidige brugere der er på den mobilmast, som du sender data til, når de skal op på internettet. 

Hvad betyder ping eller latency?

Tallet under Ping eller Latency angiver, hvor hurtigt du får svar fra den server på internettet, som foretager internettesten, når du sender data til den. Altså hvor lang tid der går, fra testen her på siden kalder serveren op, og til du modtager et svar fra den.

Svartiden afhænger af, hvor tæt på dig testserveren befinder sig. Derfor kan du vælge mellem flere forskellige testservere – og se afstanden fra dig og til serveren. 

Men selv om du vælger den testserver, der ligger geografisk nærmest på dig, får du ikke nødvendigvis den hurtigste ping-tid. For ping-tiden afhænger også af, hvilken rute dit kald til serveren tager på internettet. Det afhænger af, hvilken internetudbyder du har, og hvor denne er forbundet til internettet henne.

Bor du f.eks. på Østsjælland, vil den nærmeste test-server rent afstandsmæssigt ligge i Tune ved Greve på Sjælland. Men bruger du en internetudbyder, som er koblet på internettet i København, skal dit kald til testserveren først helt ind til København. 

Derfor vil du få en hurtigere ping-hastighed ved at vælge en testserver, der ligger tættere på det sted, hvor din internetudbyder er koblet på internettet. Her vil en københavnsk testserver hos f.eks. Telia, Zen Systems eller TDC Group give dig en hurtigere og mere retvisende svartid på din internetforbindelse.

Hvad betyder jitter?

Jitter er en betegnelse for digital støj på internetforbindelsen. Er der meget jitter på forbindelsen, vil det sænke hastigheden på din internetforbindelse.

Jitter-tallet angiver, hvor meget støj der blev målt på din internetforbindelse i forbindelse med, at hastighedstesten blev foretaget. Det tal skal helst være 0 eller så tit på 0 som muligt. Er tallet meget højere end 10-30 ms, begynder det at kunne mærkes på hastigheden på din internetforbindelse.

Jitter-tallet afhænger af, hvilke type internetforbindelse du har. Kører din internetforbindelse via mobilt internet eller en gammel telefonlinje, vil Jitter-tallet være højere, end hvis du bruger en coaxial eller fiberforbindelse. Fiberforbindelsen er den mest støjfri forbindelsestype. Derfor vil du oftest have et jitter-tal på 0 ms på en fibernet-forbindelse.

Støjen skyldes ikke nødvendigvis digital støj på selve internetforbindelsen. Er der mange brugere på det WiFi-netværk, du har i din bolig, samtidig med at du tester internethastigheden, kan det øge jitter-tallet. 

Det er derfor, vi altid anbefaler, at du kører vores internethastighedstest på en computer, der er forbundet direkte til din internetrouter med et kabel – OG slukker WiFi-signalet på routeren imens. 

Hvad er en hastighedstest af internetforbindelsen?

En internethastighedstest er en test af, hvor stor båndbredde du har til rådighed på din internetforbindelse netop nu. Jo større båndbredde du har til rådighed, jo hurtigere oplever du, at din internetforbindelse er.

Testen giver altså kun et øjebliksbillede af båndbredden på internetforbindelsen. Foretager du den igen efter f.eks. 5 minutter, vil du få nogle andre tal.

Samtidig påvirkes testen af, hvor mange der bruger internetforbindelsen samtidig med dig. Samt om de bruger forbindelsen via et kablet eller WiFi-baseret netværk. Det er derfor, at vi – som lige nævnt – anbefaler, at du fjerner alle netværkskabler og slukker for WiFi-signalet på internetrouteren, hver gang du tester internethastigheden.

Hvordan foretages internethastighedstesten?

Testen foretages ved, at du klikker på Test din hastighed-knappen her øverst på siden. Derved kalder du den testserver op, som er valgt som standard. Du kan selv vælge en anden, hvis du vil.

Testserveren sender så en stor datapakke til din computer via internetforbindelsen, og måler så løbende hvor stor båndbredde, der er på dataforbindelsen imens. Når datapakken er overført tages gennemsnittet af alle målingerne, og vises som internetforbindelsens download-hastighed.

Derefter sender din computer pakken tilbage til serveren igen. Igen måles der på, hvor stor båndbredde der er på dataforbindelsen, imens datapakken sendes tilbage til testserveren. Også her tages gennemsnittet af alle målingerne, og vises som din internetforbindelses upload-hastighed.

Upload-hastigheden vil næsten altid være hurtigere end download-hastigheden.

Hvad kan jeg bruge hastighedstesten til?

Der kan være mange grunde til, at du vil teste internet-hastigheden på din bredbåndsforbindelse.

F.eks. kan det være, at du:

  • Synes hjemmesider og internettjenester er længere tid om at svare, eller langsommere end de plejer.
  • Er kommet I tvivl om, hvorvidt du i det hele taget får den bredbånd-hastighed, som du faktisk betaler for.
  • Har brug for at vurdere, hvilket internetabonnement du skal vælge, hvis det er nødvendigt få en større båndbredde.

Test internettet, fordi det virker langsomt

Er de hjemmesider, du plejer at besøge, og de internettjenester du normalt bruger, langsommere end normalt? Eller længere tid om at svare?

Så kan det skyldes internetforbindelsen. Derfor kan en test af din internet-speed fortælle dig, om din bredbåndsforbindelse er langsommere end den plejer at være.

Det kræver naturligvis, at du ved hvor hurtig forbindelsen plejer at være. Derfor er det en god ide at teste din hastighed en dag, hvor du ved, at internetforbindelsen kører, som den skal. 

Så gør den det nu, bør du teste hastigheden med det samme ved hjælp af testen ovenfor, og notere tallene ned. Allerhelst bør du tage tre målinger og tage gennemsnittet af både download- og upload-hastigheden, og bruge disse tal som sammenligningsgrundlag ved fremtidige internet hastighed-test.

Viser hastighedstesten af dit internet, at alt er som den plejer at være, kan årsagen til de længere svartider eller den langsommere hastighed oftest findes på den hjemmeside du besøger, eller den internettjeneste du bruger. I nogle tilfælde kan det dog også være problemer med dit netværk eller den enhed, du arbejder på internettet med.

Tag en bredbåndstest for at se, om du får, hvad du betaler for

Det kan også være, at du i et stykke tid har døjet med, at din internetforbindelse virker meget langsommere, end du regnede med.

Eller at du har opgraderet abonnementet på din kablede internetforbindelse til en større båndbredde, uden at det har fået internetforbindelsen til at virke hurtigere.

Så kan det være en god ide med en hastigheds-test, for at se, hvor stor en båndbredde du reelt set har. 

Igen er det en god ide at tage testen med jævne mellemrum hen over dagen. For antallet af samtidige brugere – både i husstanden og antallet af aktive abonnenter i området, som har abonnement hos det samme internetselskab som dig – kan give en stor forskel på hastigheden, selv på en kablet fibernetforbindelse.

Du får aldrig den internetforbindelse, du betaler for

Som udgangspunkt vil du altid have en internethastighed, som ligger en lille smule under den båndbredde, du betaler for. Det skyldes dels jitter – digital støj på forbindelse – og det overhead, der er langt ind til at håndtere kontroldata på de enkelte datatransmissioner, samt til at sende forskellige serviceinformationer om både datapakkerne og selve internetforbindelsen.

Forskellen bør dog ikke være på mere end maksimalt 20 % af download-hastigheden og et par procent på upload-hastigheden. På et fibernet vil upload-hastigheden oftest være højere end den, du betaler for, fordi der slet ikke er nogen digital støj (jitter) på forbindelsen.

Holder din internetforbindelse sig inden for disse grænseværdier, får du den båndbredde, som du betaler for. 

Jamen, min forbindelse føles langsom 

Føler du, at de hjemmesider du besøger, og de tjenester du bruger, er langsomme – eller ikke er blevet hurtigere af, at du har fået større båndbredde på dit internetabonnement – skyldes det oftest kapacitetsproblemer på den pågældende server, eller at de er tilsluttet internettet på en langsom forbindelse. At du har fået en hurtigere internetforbindelse, gør ikke hverken deres server eller internetforbindelse hurtigere.

Prøv en anden hjemmeside eller tjeneste, og se, om den føles lige så langsom.

Er det tilfældet, skal du begynde at lede efter årsagen i dit eget kablede eller WiFi-netværk i boligen. Samt se på, om der er fejl på netkortet på den computer, tablet eller anden enhed, du bruger internetforbindelsen på. 

Endelig kan du undersøge, om problemerne opstår, når der er mange i husstanden, som bruger internettet sammen med dig. Så skydes det måske den sidste af de tre grunde, vi har nævnt som en grund til at foretage en internethastighedstest. Nemlig denne her:

Undersøg, om der er behov for en højere internet-hastighed

Oplever du tit, at de film du ser, eller den musik du lytter til, begynder at hakke i det eller helt stopper afspilningen?

Så kan det være, at der er brug for en større båndbredde på din internetforbindelse. F.eks. fordi I er mange, der bruger forbindelsen samtidig. Forsvinder problemerne lige så snart, der er færre, som bruger internetforbindelsen, er det en klar indikation på, at der er brug for at opgradere til en internetforbindelse med større båndbredde. Så er der båndbredde nok til alle uanset hvor mange i husstanden, der bruger internetforbindelsen.

Her kan du bruge bredbåndstesten til at finde ud af, hvilken hastighed din internetforbindelse har i dag. Så er det nemmere at vælge, hvor stor en båndbredde du skal op på, for at slippe for stop i film og musik, eller at overførelsen af store filer tager en krig.

Hvor hurtigt skal min internethastighed være?

Når du skal sætte forventningerne til hastigheden på din internetforbindelse, er det vigtigt, at du ved, hvorvidt du har en mobil eller kablet internetforbindelse – samt hvilket abonnement du har. Det har dels indflydelse på, hvor stor båndbredde du kan forvente, og dels hvor stor variation i hastigheden du vil opleve hen over døgnet. 

Hvor hurtigt skal min internethastighed være?

De fleste mobile internetforbindelser kører via en 4G mobilforbindelse i dag. Her kan du maksimalt forvente en download-hastighed på mellem 20 og 70 Mbit, og en upload hastighed på fra 10 til 40 Mbit.

Er du en af de heldig, som allerede er på et 5G mobilnetværk, kan du forvente datahastigheder på samme båndbredde som fibernet – eller hurtigere!

Men alt efter afstanden fra dig og til den mobilmast, du får forbindelsen fra, samt antallet af samtidige brugere på mobilmasten, kan der være endog meget store afvigelser på datahastigheden på din mobile bredbåndsforbindelse – uanset om du kører 4G eller 5G.

Har du kun en prik for signalstyrken, bør du derfor ikke forvente en hastighed, der er meget højere end 10 % af den maksimale datahastighed på din mobilforbindelse. Og bruger du forbindelsen sidst på eftermiddagen eller om aftenen, vil den oftest også være meget, meget langsommere end sent på natten, om morgenen eller om formiddagen.

Derfor er der ingen forskel på båndbredden på dit mobile dataabonnement. I stedet betaler du abonnement i forhold til den datamængde, du kan overføre. Overskrider du datamængden i abonnementet, vil du blive bedt om at tilkøbe større datakapacitet. De fleste udbydere tillader dog, at du fortsat bruger forbindelse, men med en voldsomt begrænset båndbredde.

Så bliver internetforbindelsen pludselig meget, meget langsom på din mobile internetforbindelse, kan det være forbi du har overskredet datamængden i abonnementet.

Hastighedstest – hvad er et godt resultat på en kablet bredbåndsforbindelse

På en kablet bredbåndsforbindelse afhænger båndbredden dels af teknologien og dels af båndbredden på det abonnement, som du har købt. 

For i modsætning til den mobile internetforbindelse er der næsten altid ubegrænset datatrafik inkluderet i abonnementet. De fleste udbydere har dog en meget høj øvre grænse for, hvor meget datatrafik du i praksis kan trække ud på en måned. Derved kan de sikre, at en enkelt bruger ikke bevidst eller ubevist beslaglægger alt båndbredden i den del af udbyderens netværk, som du er tilsluttet. Denne grænse fremgår af udbyderens abonnementsvilkår.

Hvor hurtigt er mit kablede internet?

Når det kommer til maksimalhastigheden på dit kablede internet, er det teknologien bag internetforbindelsen, som sætter grænsen for, hvor stor en båndbredde du kan få.

Her anvendes der 4 forskellige teknologier i dag, som hver især sætter begrænsningerne for, hvad du kan forvente af din hastighedstest.

Telefonstik hastighedstest

Får du leveret din internetforbindelse via et gammeldags telefonstik, er der oftest tale om en ADSL- eller VDSL-forbindelse.

Denne forbindelsestype anvender det gamle kobbernet fra fastnettelefonernes dage. Det giver mulighed for en såkaldt asynkron dataforbindelse, hvor der er forholdsvis stor forskel på download- og upload-hastigheder. Typisk er downloadhastigheden kun 10 % af uploadhastigheden.

De hurtigste ADSL/VDSL-forbindelser over gammeldags telefonlinjer kører med en download-hastighed på 5 og en upload-hastighed på 50 Mbit.

Du kan også få såkaldte G.SHDSL-forbindelser med synkron båndbredde på up- og download på op til 20/20 Mbit.

ADSL hastighedstest

Du kan også få ADSL-forbindelser, hvor der sammenlægges flere telefonforbindelser eller genbruges en gammel ISDN-dataforbindelse, der består af to almindelige telefonforbindelser.

Her kan du få ADSL/VDSL-løsninger med hastigheder på op til 50 Mbit i download og 150 Mbit i upload.

Du kan også få en G.SHDSL-forbindelse til denne forbindelsestype med up- og download på op til 20/20 Mbit.

Kabel-tv hastighedstest

Er du medlem af en antenneforening, kan du også få internetforbindelse over de samme coaxial-kabler, som bliver brugt til at fordele tv-signaler på.

Her kan du få forbindelser på helt op til 500 Mbit i download og 1000 Mbit i upload på nyere kabel-tv forbindelser, mens ældre anlæg sjældent kan komme længere op end 30 Mbit i download og 100 Mbit i upload. 

Fibernet hastighedstest

Fibernet er den absolut hurtigste type af internetforbindelse, du kan få i dag. Her overføres data via lysimpulser i lyslederkabler.

De hurtigste internetforbindelser kører med synkron hastighed på op til 1000/1000 Mbit – også kaldet 1 Tb (terabit) forbindelser.

Mange steder udbydes fibernetforbindelserne i pakker på enten 10/10, 20/20, 50/50, 100/100, 250/250, 500/500, 500/1000 eller 1000/1000 alt efter dit behov for båndbredde. 

I praksis vil du dog oftest ikke mærke den store hastighedsforbedring på hjemmesider og internettjenester, så snart du kommer over 100/100 Mbit forbindelser, fordi de fleste webservere er tilsluttet internetttet via 100/100 forbindelser.

Har du et ældre kablet netværk i din bolig, skal du være opmærksom på, at mange kabler og netværkskort i ældre computere ikke kan håndtere større båndbredde end 100 Mbit. Så har du købt en internetforbindelse med højere båndbredde, er det derfor, din hastighedstest aldrig kommer højere op.

Derudover skal du være opmærksom på, at mange lidt ældre trådløse netværk maksimalt kan køre med 300 Mbit – hvis din router eller dit access point ikke er af nyere dato. Anvender du en endnu ældre router ligger grænsen væsentlig længere nede. Det vender vi tilbage til senere.

Der er stadig forskel på, hvor hurtig internetforbindelsen er hen over døgnet

Selv om du anvender en kablet internetforbindelse, kan der stadig være en målbar forskel på internethastigheden hen over døgnet. Dels fordi, der oftest er flere hjemme ud på eftermiddagen og om aftenen, som bruger internetforbindelsen i husstanden, og dels fordi, der er flere som bruger internetforbindelsen på disse tidspunkter i lokalområdet.

For selv om der er en væsentlig større båndbredde i et kablet eller fiberoptisk netværk, har både kabler og fiberforbindelser stadig en øvre fysisk grænse for, hvor meget trafik de kan trække. Derfor sørger routere og switche i internetudbyderens netværk for løbende at skrue op og ned for båndbredden hos den enkelte forbruger, så alle kan blive ved med at få data igennem til deres computer, tv eller anden enhed, som bruger internetforbindelsen.

Samtidig har de switche og routere, der sidder i knudepunkterne i udbyderens netværk nogle fysiske begrænsninger for, hvor meget datatrafik de kan håndtere samtidig.

Så selv om du ikke oplever så store hastighedsudsving på et kablet som på et mobilt netværk, kan der stadig være mærkbare udsving på resultatet af din internet-hastighedstest alt efter hvornår på dagen, du foretager den.

Hvorfor får jeg en lavere bredbånd-hastighed end jeg betaler for?

Som allerede nævnt, kan du aldrig forvente at få den bredbåndshastighed, du betaler for på grund af digital støj (jitter) og et reserveret overhead i båndbredden til servicemeddelelser, kontroldata og lignende.

Antallet af brugere på internetforbindelsen – særligt på en mobil internetforbindelse – har også indflydelse på, hvor meget båndbredde du har til rådighed.

Så selv om du måske mangler op til 20 % af maksimumkapaciteten på din Download-hastighed, får du den internethastighed, som du betaler for i dit abonnement.

Viser dine målinger en meget lavere kapacitet end det, kan årsagerne til den lavere hastighed nogle gange findes i det udstyr, du bruger, eller hvad internetforbindelsen ellers bliver brugt til.

Derfor er det en god ide at tjekke op på nogle af de ting, der bliver gennemgået herunder.

Fejlsøg dit eget netværk

Får du fine tal på internethastigheden, når du tjekker den direkte i routeren med vores hastighedstest, er der god grund til at gå på jagt i dit eget lokalnetværk for at finde årsagen til de hastighedsproblemer, du oplever.

Start med at sætte alle netværkskabler til igen, og test så endnu engang internetforbindelsen. Så kan du finde ud af, hvor stor forskellen er, når andre både mennesker og maskiner i husstanden begynder at bruge internetforbindelsen samtidig med dig.

Tænd derefter WiFi-forbindelsen på routeren, og test endnu en gang. Kom der et stort dyk i internetforbindelsen nu, kan årsagen ligge i det trådløse netværk i boligen – eller dem eller det, der bruger det.

Træk nu netværksstikket ud af din computer, og gå hen til det sted, hvor du plejer at bruge den. Test så endnu en gang internethastigheden, og se, hvor stor forskel der er på hastighedstesten nu, og dengang du var forbundet direkte til routeren, og der ikke var nogle andre i husstanden, som brugte internetforbindelsen.

Netværks-hastighedstest af dit eget netværk

Vil du fejlsøge det kablede eller WiFi-netværket i husstanden, er det en god ide at hente et lille program til at foretage en netværks-hastighedstest af selve lokalnetværket. Du kan også bare blive ved med at bruge internethastighedstesten her på siden som en slags netværkshastighedstest.

Flyt dig og din computer rundt i boligen, og undersøg om der er nogen steder, hvor testen giver særligt dårlige resultater. 

Får du dårlige testresultater på det kablede netværk? Så undersøg netværkskablerne til det pågældende sted. Er der nogle knæk på dem, sidder stikkene ordentlig fast, og låser den lille tap på netværksstikket kablet ordentlig fast i netværksstikket på computeren? Eller i routeren eller switchen.

Får du dårlige testresultater, når du måler på WiFi-netværket? Så se på, hvor stærkt WiFi-signalet er på det pågældende sted. Det fremgår af antallet af streger på WiFi-ikonet på computeren, din tablet eller telefonen.

Er signalet svagt lige der, hvor du opholder dig, bør du overveje at udvide WiFi-netværket med en repeater. Så får du forstærket WiFi-signal det pågældende sted. 

Det kan også være, at der er nogle fysiske faktorer, som f.eks. en tyk mur, en stålplade, et stort skab eller et tykt mellemværk mellem loftetagen og stueetagen i boligen, som gør det svært at få det trådløse signal frem. Er det tilfældet, kan du med fordel købe et access point og forbinde det med et netværkskabel, som du trækker hen til internetrouteren.

Tjek hastigheden på switch og kabler

Kører du på en coaxial- eller fibernetforbindelse med en hastighed på over 100 Mbit, kan der være en helt anden grund til, at du ikke kan få internethastigheden op over 100 Mbit på et lokalnetværk.

For kører du med ældre netværkskabler og en gammel switch eller hub i det kablede netværk, vil de oftest kun understøtte netværkshastigheder på op til 100 Mbit. Og er kablerne endnu ældre, er maksimumhastigheden helt nede på 10 Mbit. 

Er det tilfældet, er du nødt til at opgradere dem til kabler og switche, som kan klare 1000 Mbit – eller højere.

WiFi hastighedstest

På sammen måde med WiFi-netværket. Her er det kun 802.11ac-baserede WiFi-routere, som er i stand til at følge med op til de 1000 Mbit, som i dag er tophastigheden på de fleste fibernetbaserede netværk. 

802.11ac har en teoretisk topfart på 1300 Mbit. Men oftest skal der dog ikke særlig meget trafik til på WiFi-netværket, før det begynder at knibe med, at det trådløse netværk kan udnytte den fulde båndbredde på internetforbindelsen

Det giver sig udslag i, at du får et lavere resultat, hvis du bruger WiFi-netværket, når du tager en hastighedstest her på siden.

Tilsvarende kan den ældre 802.11n WiFi-netværksstandard oftest kun håndtere netværkshastigheder på op til 300 Mbit, selv om den teoretiske tophastighed faktisk er det dobbelte.

Har du forlænget det trådløse netværk derhjemme med en ældre WiFi-router eller et gammelt Access Point, du har liggende, skal du regne med, at internethastighedstesten giver en tilsvarende langsommere internethastighed. For du skal ikke meget mere end små 10 år tilbage, før topfarten på et trådløst netværk hed 54 Mbit.

Skal du ud at købe nyt WiFi-udstyr, bør du overveje, om du skal investere i den såkaldte 802.11ax standard, også kendt som WiFi 6. Den har en teoretisk topfart på hele 14 Gbit, men kan sagtens understøtte de gamle standarder på de enheder, der benytter WiFi-netværket. Vælger du sådan en løsning, burde du have et fremtidssikkert WiFi-netværk mange år ud i fremtiden.

Hvorfor virker dit internet ikke

Har du ingen internetforbindelse, kan du ikke engang indlæse den her side, så du kan teste din internetforbindelse. Eller læse det der står her.

Så læs det nu! Så går du ikke i panik, men ved, hvad du skal gøre, hvis dit internet ikke fungerer en dag.

Genstart internetrouteren

Den hyppigste årsag til, at dit internet ikke fungerer, er, at din internetrouter har tabt forbindelsen.

Så når internetforbindelsen ikke virker, er det første, du bør prøve, at slukke for routeren, trække stikket til den ud af stikkontakten og tælle langsomt til 10. Derved burde eventuelle kondensatorer og andet, som kan holde strøm på de elektroniske kredse i routeren være helt afladede.

Sæt så stikket i stikkontakten igen, tænd for routeren og hold øje med lamperne på enheden. Lamperne fortæller dig, hvor langt routeren er med at oprette forbindelse – og hvorvidt det lykkes. Læs manualen for at finde ud af, hvordan du tolker de blinkende lamper.

Efter et lille stykke tid (op til 5 minutter) vil routeren oftest have forbundet sig korrekt til internettet igen af sig selv, og problemet med internetforbindelsen være løst.

Hvis det ikke hjælper at genstarte routeren

Skulle internetforbindelsen i husstanden være nede, vil du næsten altid have internetforbindelse på mobilen.

Her kan du gå ind på din internetudbyders hjemmeside og tjekke, om der er et udfald på internettet i dit område. Er det en planlagt afbrydelse, vil udbyderen tit have angivet en tidshorisont for, hvornår du kan forvente, at internettet er tilbage igen. 

Er det en akut opstået fejl, kan du løbende følge med i, hvor langt internetudbyderen er med at udbedre fejlen, eller se, hvornår de forventer, at dit internet fungerer igen.

Fejlmeld internettet til din internetudbyder

Kan du ikke finde nogle informationer om fejl på internettet i dit område, er det næste logiske skridt at ringe til din internetudbyder og fejlmelde forbindelsen.

De vil oftest bede dig genstarte routeren – og har du fulgt vores lille panikguide her, kan du fortælle, at det har du allerede prøvet. 

Dernæst prøver de at pinge routeren. Kan de det, kan de oftest også logge sig på den, og tjekke om der er noget galt med den. Kan de ikke – og har du tændt den og kan se, at den er tilsluttet til internettet – begynder de efterfølgende at fejlsøge i deres netværk. Hvis ikke de har opdaget en fejl i det, allerede da de prøvede at pinge din internetrouter.

Igen kan internetudbyderen oftest løse problemet fra centralt hold. Men er du uheldig, er du nødt til at vente på, at de sender en serviceteknikker ud til dig. Eller sender dig en ny internetrouter.

Så er du hensat til at bruge internetforbindelsen på din smartphone så længe, hvis du har et mobilabonnement med tilpas meget datatrafik.

Husk altid at få en forventet tidshorisont på, hvornår du kan regne med at have internet igen, når du taler med serviceteknikeren hos internetudbyderen.

Når du har internet igen, kan du tjekke, om forbindelsen kører som den skal ved at rulle tilbage til toppen af siden her og tage vores hastighedstest af din internetforbindelse.